Computer Boy 1Vi hører af og til om familier, der har sagt farvel til “det moderne liv” og er flyttet langt ud på landet. De vil “Back to Basics”, som de siger. Dvs. væk fra verdens stress og jag  og larm.

Og noget af det, der skaber mest stress og “larm” i vore hjerner i dag er internettet og mobiltelefonen.

Få steder på jord kan vi blive fri for disse stressfaktorer, der æder af vor opmærksomhed og vor dyrebare tid.

Professor i neurobiologi Albert Gjedde siger,  at det  stresser hjernen, at vi hele tiden “er på”.  Det stjæler noget meget værdifuldt fra vore hjerne – nemlig pauserne.

Hjernen har grundlæggende 2 funktionsformer:

1. den indadvendte, dagdrømmeriske funktion. Her får hjernen ro til at genopleve fortidige oplevelser og gøre sig klart, hvordan den bedst muligt tackler fremtidige udfordringer.
2. og en funktionsform hvor hjernen fokuserer på og forholder sig til akutte udfordringer.

“Rent biologisk, fra tidernes morgen, har de akutte udfordringer været noget, man skulle forholde sig meget intensivt til her og nu, for det kunne have betydning for ens overlevelse. Det er forbundet med den tilstand, der hedder stress”, fortæller Albert Gjedde.

Ved en stresstilstand forholder man sig til en akut udfordring, som man rent biologisk forventer bliver overstået i løbet af relativt kort tid, forklarer han.

Men når tilstanden ikke er hurtigt overstået, kan det betragtes som en KONSTANT TRUSSELS-TILSTAND. Og denne konstante trusselstilstand, der svarer til, at du konstant har mobilen tændt eller kigger på pc-skærmen, slider kolossalt meget på hjernen og dermed også på din psyke.

Vi har alle nutidens moderne maskiner, der skal gøre vore liv lettere og mere behagelige. Men aldrig har vi været mere stressede og aldrig har vi indtaget mere medicin eller rendt mere til psykolog, for at få hjælp til at håndtere stress og depressioner.

Det får store konsekvenser for vort helbred og vor psyke, når vi stjæler hjernens pauser. For pauserne tjener afgørende formål. Vi har brug for LANGE mentale pauser.  Hjernen og vores nervesystem har brug for ro. Der er mange undersøgelser, der viser, at det både går ud over vores trivsel og vores effektivitet, når vi skipper pauserne.

Vi finder telefonen frem 117 gange om dagen og bombarderer vores hjerne med indtryk, følelser, opgaver og muligheder, der skal tages stilling til. Dermed pumper vi konstant stresshormoner rundt i kroppen og slider den ned.

53Dette er slet ikke foreneligt med værdierne og livet på Korsgaarden.

Derfor bruger vi ikke mobiltelefoner på Korsgaarden, men har 1 eller flere fastnet-telefoner, som folk kan låne.  Hvis man har en mobiltelefon opbevares den i en aflåst box, og man kan tage den med sig, når man bevæger sig udenfor Korsgaarden. Men selv derude i Verden opfordrer vi stadig til, at man ikke bruger den til andet end opkald til Familie, Venner og Bekendte.

Internettet på Korsgaarden er kun åbent 3 timer om dagen for dem, der skal bruge det med specifikke arbejds-opgaver for øje. Dvs. hvis man er studerende og skal skrive eller sende opgaver, hvis man skal læse mails,  hvis man har forretnings-opgaver der skal udføres eller udenlands-samtaler, osv. Vi spilder ikke den dyrebare tid Gud har givet os med Verdens spil og anden online-underholdning. Vi bruger vor tid på at Helliggøre os selv og på at arbejde intenst for vor Himmelske Fars Rige.

Vi lever også uden fjernsyn i dagligdagen, idet vi ønsker at forblive tro imod Guds Ord, der siger, at vi skal fornye vort sind, så det dagligt bliver mere ligt Jesu’ sind.  Og de fleste “nyheder”, film og tv-serier fylder vore sind med løgn, sladder, utroskab, vold, ulykke og død, hvilket er stik imod Guds Ord. 1-2 aftener om ugen ser vi en Kristen tale eller en Kristen Film sammen.

De fleste af os har været internet-, mobil-  eller nyheds-og sports-misbrugere. Vi var blevet så afhængige, at vi fik abstinenser, hvis vi ikke fik vores daglige dosis. Men som enhver anden misbruger, kunne også vi afvænnes. Det er kun et spørgsmål om, hvorvidt man virkelig er dedikeret til at arbejde for og med Gud og følge hans befalinger –  eller ej.

Når man flytter ind på Korsgaarden HAR man studeret reglerne – og fortalt alle, der bor der, at man også ønsker at følge dem.

Bryder man reglerne følger vi Bibelens anvisninger for hvorledes vi reagerer. Dvs. at vi:
1. Først taler med vedkommende under 4 øjne.
2. Dernæst er vi 2, der taler med vedkommende.
3. Virker det ikke taler hele fællesskabet (menigheden) med vedkommende.
4. Og virker det heller ikke må vedkommende desværre flytte ud (Se evt. Matthæus kap. 18, vers 15 – 17).

Sådanne Fællesskabs-regler kan for mange virke “unødvendige”, “fjernt fra virkeligheden” eller “totalitære”. Men man skal huske på, at det er fuldkommen FRIVILLIGT om man vil flytte ind i et Kristent bo- og arbejds-fællesskab, som Korsgaarden eller ej. Og finder man senere ud af, at man IKKE ønsker at leve som Fællesskabet lever, så kan man til hver en tid flytte ud igen.

Når man har studeret Bibelen igennem et stykke tid forstår man baggrunden for og meningen med befalingen om, “At skille sig ud fra Verden”.  Og når man først forstår denne radikale befaling, kan man foretage et personligt valg, på et oplyst grundlag.

Playglouchestershire-org-uk 1Al afvænning er svær.
Det var det også for os.

Men den nærhed, det fællesskab og det mentale overskud man får, når man IKKE kontinuerligt “er på” net, nyheder og sociale medier dagen lang, er en velsignelse for både den enkelte OG for Familierne og Fællesskabet.

Vi er her for Guds skyld.
Ikke for vor egen skyld.