Det er ikke DIG det handler om!
Det er menneskers frelse det handler om!
Jesus siger: “OMVEND JER!”
Men – omvende os fra hvad?
Det han siger vi skal omvende os fra er vores ukærlige, hårde hjerte. Et ukærligt, hårdt hjerte, der får os til at vanære og ignorere Gud i vor ukærlige, selviske og utilgivende opførsel overfor vor ægtefælle, vore børn og vore forældre.
Så længe du IKKE har omvendt dig; og vendt dit gamle ukærlige, selviske og utilgivende liv ryggen, vil du ikke kunne leve som den gode, selvopofrende, tjenende Hyrde, som Guds Ord befaler dig.
Så længe du beholder dit ukærlige, selviske, hårde hjerte, vil du ikke kunne elske Gud og andre mennesker.
Så længe du beholder dit ukærlige, selviske, hårde hjerte, vil alt fortsat dreje sig om dig og dit humør og dine følelser. Du vil “blive såret”, “blive vred”, “jamre”, “være opgivende og deprimeret” og dagligt “have ondt af dig selv” ……. fordi det er DIG SELV der stadig lever ….. og IKKE Jesus Kristus, der lever i dig og igennem dig!
Testen starter i dit eget hjem. Hvem er det din ægtefælle og dine børn / bonusbørn / adoptivbørn kan se? Er det DIG de kan se – eller er det JESUS i dig de kan se?
Guds ord understreger, at DU dagligt skal sørge for, at ligne Jesus mere og mere.
“For dem Gud forud har kendt, har han også forud bestemt til at FORMES EFTER SIN SØNS (Jesu’) BILLEDE, så at Jesus er den førstefødte blandt mange brødre” (Romerne 8:29).
Når du fylder dig med Guds Ord og beder uophørligt bliver dit ukærlige, selviske, hårde sindelag; og dine ukærlige, selviske, hårde tanker og ord, udskiftet med Guds tanker og Guds ord.
Hvor mange timer bruger du dagligt på, at øse Guds Ord ind i dig selv?
1 time? 3 timer? 5 timer?
Står du op 1 time før alle andre eller, går du i seng 1 time før alle andre – så du kan være helt alene med Jesus?
Eller lader du dig bare blive formet af denne Verden, der er i den ondes magt, ved i stedet at bruge 1, 3 eller 5 timer på, at se verdens film og verdens underholdning, der effektivt holder dig væk fra Guds Ord og giver Satan adgang til dit sind og dermed også adgang til din ægtefælle og din børn?
Jesus siger, at der kun findes 2 valgmuligheder – den BREDE VEJ der fører til fortabelse – og den SMALLE VEJ der fører til evigt liv. (Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! Matthæus 7:14).
Han siger desværre også, at det er få der finder den smalle vej, der fører til evigt liv. For det er jo så let, at holde fast i “de sårede følelser”, at holde fast i “forurettetheden”, “bitterheden”, “hævngerrigheden”, selviskheden, kulden og hårdheden. Det er langt sværere at “lade sig korsfæste med Jesus”, at græde af smerte, at tilgive alt og at elske ubetinget.
Men – det er den eneste vej – til evigt liv.
Alle andre veje fører mod fortabelse.
Følg mig – og jeg vil gør jer til Menneskefiskere, sagde Jesus.
Så – det handler ikke om dig. Det handler om at bjærge sjæle på vej mod fortabelse! Og DET HASTER!